Artikkelen er på dansk.
Svenskeren Olaus Magnus (1490–1557) var den sidste katolske ærkebiskop i Sverige. Han er kendt som Nordens første beskriver med sit kort Carta marina fra 1539 og sit store bogværk Historia de gentibus septentrionalibus [Historien om det nordiske folk] fra 1555.
Kortet kaldes som oftest bare Carta marina. Olaus Magnus selv brugte varianter af navnet Carta Gothica.
Carta marina et descriptio septemtrionalium terrarum ac mirabilium rerum in eis contentarum deligentissime elaborata anno dni 1539 Veneciis liberalitate Rmi D. Ieronimi Qvirini: Patriarche Venetiae
[Et søkort og beskrivelse af de nordiske Lande og deres vidundere omhyggeligt tegnet i år 1539 i Venedig med generøs støtte fra den højtærede herre, patriark I Venedig Hieronimu Quirino].
Carta marina blev udgivet i Venedig i 1539, det blev trykt af Giovanni Tomaso de Reame di Napoli og var til salg hos Apotheca Thome de Rubis ved Rialtobroen. Kortet blev udgivet med 10 års privilegie, copyright, udstedt af henholdsvis paven og dogen af Venedig.
Carta marina blev trykt på ni separate træsnit, der tilsammen måler 1,7 m i bredden og 1,25 m i højden.
Som trykt kort var Carta marina i størrelse kun overgået af Waldseemüllers verdenskort fra 1513. Naturligvis kunne Carta marina derfor være mere detaljeret end andre kort i samtiden. Det må have vakt opsigt alene ved sin størrelse.
Hvert af de 9 træsnit på Carta marina er mærket med et bogstav, der igen er inddelt i mindre områder. De enkelte områder er kort beskrevet i en forklaringsnøgle på latin i nederste venstre hjørne. Foruden forklaringen er kortet også udstyret med breddegradsinddelinger, inskriptioner, kartouche, et tomt skjold til ejerens eget navn samt en bemærkelsesværdig oversigt over alle folkeslag udgået fra Norden.
Carta marina dækker området Sverige, Norge, Finland og Danmark, de Baltiske lande, den polske og tyske nordkyst samt den vestlige del af Rusland. Det viser Norgeskysten til Barentshavet frem til den vestlige del af Kolahalvøen, Norskehavet med den nordlige del af Skotland, den østlige del af Hebriderne, Orkneyøerne, Færøerne, Shetlandsøerne og Grønlands sydspids. Desuden finder vi øen Thule, der ikke har noget geografisk forlæg i virkeligheden.
Forklaringsnøglen på kortet blev suppleret af en lille pamflet udgivet i to varianter begge med uddybende titler, der beskriver formålet med Carta marina i forhold til to forskellige modtagergrupper:
En variant var på italiensk: Opera Breve, laquale demonstra, e dechiara, ouero da il modo facile de intendere la charta, ouer del le terre frigidissime di Settentrione: oltra il mare Germanico, doue si contengono le cose mirabilissime de quelli paesi, sin’a a quest’hora non cognosciute, ne da Greci, ne da Latini. Forkortet Opera Breve.
[Kort værk, som demonstrerer og beskriver, det vil sige giver en nem måde at forstå kortet på, de iskolde lande i Norden hinsides det germanske hav, og rummer de mest vidunderlige ting fra disse lande, indtil nu ikke kendt, hverken af grækere eller af latinere].
En anden variant på tysk: Ain Kurze avslegung und verklerung der neuuen Mappen von den alten Gœttenrich und andern Nordlenden sampt mit den uunderlichen dingen in land und uasser darinnen begriffen biss her also klerlich nieintuuelt geschriben. Und zo lob und eer der Kiinigkliche stat Danzig in Paysen und germainer nutz durch Olaú Magnú Gotthúu Lincopén, ausgangé in Venedig nach Christi geburt, 1539. Forkortet: Ain kurze Auslegung.
[En kort fremstilling og forklaring til de nye kort over det gamle Götariket og andre nordiske lande samt de underlige ting til lands og til vands der findes der, hvilke indtil nu aldrig har været klart beskrevet i verden. Og til lov og ære tilegnet den kongelige stad Danzig i Preussen og til alment brug ved Olaus Magnus Gothus af Linköping, udgivet i Venedig efter Kristi fødsel, 1539].
Pamfletterne har indholdsmæssige forskelle svarende til forskellige modtagergrupper.
Kartografisk og geografisk nybrud
I Opera breve skriver Olaus Magnus, at han ønsker at gøre op med traditionen fra Ptolemæuskortene. Det første trykte separatkort over Norden blev trykt i Ulm i 1482 efter oplysninger i Ptolomæus’ Geographia. Trods at Carta marina har en række kartografiske elementer til fælles med Ptolomæus-kortene, er Olaus Magnus’ kort markant anderledes.
I 1532 udkom den tyske kartograf Jacob Zieglers separatkort over Skandinavien. Ziegler havde Johannes Magnus som vigtig kilde. Zieglers kort var det første trykte kort med en nord-syd orientering af den Skandinaviske halvø og placering af Grønland nordvest for Skandinavien. Zieglers kort viste, som alle andre trykte kort, en landforbindelse mellem Grønland og den skandinaviske halvø.
Carta marina har også den skandinaviske halvø orienteret nord-syd og afbilder den østlige del af Grønland som landfast med Skandinavien, men samtidig vises lidt modstridende også et Grønland langt mod vest uden synlig landforbindelse. Olaus Magnus bliver dermed den første, der illustrerer tanken om Grønland som en selvstændig ø.
Carta marina ligner en slags hybrid mellem et søkort og et landkort. Længde og breddegradsangivelser viser en tilnærmelsesvis kvadratisk projektion. Nordpolen ligger ved 90 grader nord med en hældning ca. 12 grader øst. Den magnetiske nordpol er afbildet som en magnetisk ø, Insula magneta ud for Kolahalvøen. På kortet er indtegnet loxodromer og kompasroser. Informationen om kompassets misvisningen synes i hvert fald på den østlige del af kortet at bygge på opdateret viden.
Kystlinjerne er på store strækninger tilnærmelsesvis rigtige, selvom man især over Norgeskysten havde mere præcise søkort. I sit geografiske indhold afskiller Carta marina sig fra alle tidligere kort over området på grund af sit mylder af indlandsinformationer. Bjergkæder, floder, skovområder, miner og navngivne byer og steder mv. er markeret ved små ikonografiske symboler. Desuden er kortet overstrøet med små billeder, der illustrerer konkrete episoder, kulturhistorie, dagligt liv og et rigt dyreliv. Både de ikonografiske elementer, og det at vise mere beskrivende billeder suppleret med tekst, var kendt fra middelalderens oplysende figurer på håndtegnede kort. En del af billederne på Carta marina kan spores tilbage til ældre kort. Carta marina kan dermed siges at ligge på overgangen mellem middelalder og renæssance.
Fra folkeliv til søuhyrer
Man kan isolere henved 200 små illustrationer på Carta marina. En gruppe af billederne viser sagnstof, folketro og nordisk mytologi. Lang mod nord ses for eksempel sagnhelten Stærkodder med runestave.
Der er også referencer til historier, der ville være kendt for modtagere i syd. Blandt andet ses St. Brendal, og øverst på Island sidder Orfeus med sin lyre.
En anden gruppe billeder gengiver informationer fra Olaus Magnus’ samtid. Fra hedenske ritualer i Østeuropa, samiske kvinder på ski Finnmark til forskellige former for fiskeri og handel. Desuden er der illustrationer af det usædvanlige dyreliv i Nord. Mange af illustrationerne blev forklaret i de to pamfletter sammen med kortet, og langt de fleste er uddybet i Historia.
Et iøjnefaldende element er de fantasifulde og drabelige søuhyrer i specielt Norskehavet. Søuhyrernes udførelse var typisk for tiden. Enkelte har bibelske referencer, og adskillige er kopieret fra andre kort og bøger. En række af monstrene svarer til konkrete forestillinger om skabninger i havet. Søkoen, der svømmer lidt nord for Trondheim, viser samtidens forestilling om, at alle dyr, som findes på land også findes i vand. Narhvalen er på denne måde illustreret som en enhjørning, der stikker hovedet op over vandoverfladen. Hvalrossen, der sidder fast med tænderne i klipperne udfor Olaus’ placering af Vardøhus, illustrerer en ganske fantastisk beskrivelse af jagt på disse dyr. Helt vest på kortet er en slags monsterfisk observeret i 1537. Det er ofte blevet nævnt, at søuhyrerne også spiller en rolle som illustration af det ukendte og farlige, og som sådan var de kendt fra tidligere kort. En række af uhyrerne har desuden politiske undertoner. Fx kommer de fleste af de angrebne skibe syd for Island fra reformerte områder.
Olaus Magnus som kartograf
Det er ikke kendt, hvem der tegnede illustrationerne til Carta marina eller Historia. Muligvis har Olaus selv tegnet forlæg, men det er ikke dokumenteret. Det er oplagt, at Olaus Magnus fik hjælp til sin virksomhed som kartograf fra forskellig side. Han havde formentlig allerede under sin skolegang i Sverige stiftet bekendtskab med opmålingsteori. Desuden havde han på sine rejser, blandt andet i Nederlandene, rig mulighed for at få inspiration og viden. Der var solid ekspertise samlet i Gdansk, blandt de mest berømte personer er Nikolaj Kopernikus, der udover meget andet, var en erfaren kartograf. Han omtalte den svenske eksilkoloni positivt og har formentlig kendt Magnusbrødrene.
Carta marinas indflydelse og sjældenhet
Der findes ingen overleverede beskrivelser af reaktioner på Carta marina i samtiden. Bortset fra Olaus Magnus’ egne henvisninger til, at det var populært. I Johannes Magnus’ Gothernes historie fra 1554 er der et træskåret kort over Skandinavien, der på samme måde som på Carta marina er nord-syd orienteret. Det viser den Skandinaviske halvøs nordlige grænse og udelukker altså en forbindelse til Grønland derfra. Dette kort fra 1554 er ledsaget af en liste over koordinater for forskellige byer og supplerer en beskrivelsen af Skandinavien forfattet af Johannes Magnus så tidligt som i 1520’erne, og trykt som indledning til bogen. Det samme kort findes i første udgave af Historia fra 1555, dog uden koordinatliste.
Mindre, træskårne Skandinavienskort findes i andre, senere udgaver af brødrenes bøger. Blandt andet i en udgave af Johannes værk fra Basel 1558. I en uforkortet Italiensk version af Historia trykt i Venedig i 1565 findes et detaljeret kobberstukket kort. I en udgave af Historia fra Basel 1567, udgivet i både en tysk og latinsk version, findes et foldet, træskåret kort. Det er større en 1554-kortet og inkluderer flere informationer, et større landområde og har mange lighedspunkter med Carta marina.
Carta marina fik stor betydning for kartografiens historie. Den berømte kartograf Sebastian Münsters kort fra Basel i 1544 er et eksempel på en lille, forsimplet version inspireret af Carta marina. Münster, der kendte Magnusbrødrene personligt, refererer i forordet til sit atlas direkte til Johannes og Olaus som kilder. Liéven Algoets Nordenkort fra 1562, der i dag kun kendes i et enkelt eksemplar, kopierer de fleste elementer fra Carta marina, inklusive mange af de små illustrationer. I 1570 udkom Abraham Ortelius berømte Atlas, hvori Islandskortet er inspireret af blandt andet Carta marina. Enkelte elementer fra Carta marina genfindes på både kort, globusser og malede vægkort fra midten og anden halvdel af 1500-tallet.
Carta marina blev udbredt i en mindre, relativt præcis kopi, i form af et kobberstukket kort af Antonio Lafreri i 1572. Lafreris kort har ca. målestok 1:4 i forhold til det originale kort. Det har samme titel som Carta marina og henviser direkte til Olaus Magnus’ kort. Fra 1572 og frem er det derfor vanskeligt at vide, hvilket kort der refereres til, når Carta marina nævnes. Der er ingen sikre vidnesbyrd om eksemplarer af det rigtige Carta marina i perioden 1574 til 1886, selvom man blandt andet har en 1592-registrering i indførelsesprotokollen i biblioteket i El Escorial.
Man kender i dag kun til to eksemplarer af Carta marina fra 1539. Det ene blev fundet i 1886 i Statsbiblioteket i München, hvor det stadig befinder sig. Det andet dukkede op i 1962 i Schweitz og ligger nu i Uppsala Universitetsbibliotek. Der er enkelte små forskelle mellem de to kort.
Det oprindelige Carta marinas størrelse og at det er blevet brugt som vægkort, altså opklæbet, kan udmærket være skyld i de fleste eksemplarers forsvinden. Trods flere indikationer ved man ikke, hvor mange der blev trykt, men oplaget har ikke været forsvindende. Desuden er det usikkert, hvor mange eksemplarer der rent faktisk blev solgt. Hvis der har været et restoplag, kan mange eksemplarer være gået tabt samtidig. Der er flere indikationer på, at ikke alle blev solgt, for eksempel beskriver Johannes Magnus tyve år senere, hvordan Olaus Magnus stadig skylder hovedparten af lånet til produktionen af Carta marina.