Artikkelen er på dansk.
Svenskeren Olaus Magnus (1490–1557) var den sidste katolske ærkebiskop i Sverige. Han er kendt som Nordens første beskriver med sit kort Carta marina fra 1539 og sit store bogværk Historia de gentibus septentrionalibus [Historien om det nordiske folk] fra 1555.
Beskrivelse af folkene i nord
Historia de gentibusseptentrionalibus, earumquediversisstatibus, conditionibus, moribus, ritibus, superstitionibus, disciplinis, exercitiis, regimine, victu, bellis, structuris, instrumentis, ac minerismetallicis, & rebus mirabilibus, necnonuniuersispenèanimalibus in Septentrionedegentibus, eorumq[ue] natura. Opus ut varium, plurimarumquererumcognitionerefertum, atquecumexemplisexternis, tumexpressisreruminternarumpicturesillustratum, itadelectationelectorisanimumvoluptate facile perfundens. Romae : apud Ioannem Mariam de Viottis Parmensem, 1555.
[En beskrivelse af de nordiske folk, deres forskellige vilkår, skikke, vaner og levemåder, religiøse praksis, overtro, undervisningsmetoder, færdighedsdiscipliner, styreforhold, mad, krige, byggeskik og redskaber, gruver og miner, vidundere tillige med stort set alle levende væsener der lever i Norden og deres karakteristika. Et alsidigt værk fyldt med viden og mange fakta og illustreret med eksempler fra udlandet og billeder der viser hjemlige forhold, så det er fyldt med underholdning og fornøjelse til læserens behag.]
I originaludgaven fra 1555 er Historia på
893 sider, heraf 74 siders emneregister, trykt i stort format.
Værket er illustreret med et kort over Skandinavien, det samme som i Johannes værk fra 1554, og 481 (samt nogle gentagne) træskårne illustrationer.
Bogen blev trykt af Mariam de Viottis, og udgivet af Olaus Magnus i Birgittahuset i januar 1555. Værket blev udgivet med 10 års copyright, oprindeligt udstedt samtidig med Carta marina, men senere fornyet af pave Julius III.
Teksten er opdelt i 22 forskellige afdelinger, kaldet bøger, med hvert sit fokusområde. I alt er der 778 kapitler. I sit layout er værket typisk for renæssancens bogkunst. Udover illustrationerne er der et antal dekorative initialer. De fleste initialer og en del af billederne er gengangere fra Johannes Magnus bog fra 1554.
124 af bogens illustrationer er gentagelser af motiver på Carta marina. En anden del af dem har forlæg i andre bøger fra tiden, men hovedparten af træsnittene er tegnet direkte til Historia. De mange træsnit udgør en væsentlig del af den samlede informationsmængde i værket. Det er i lighed med kortet som sagt ikke kendt, hvem der tegnede og skar billederne.
Indholdet er overordnet set encyklopædisk, selvom dele af teksten springer mellem emner. Værkets fulde titel giver et godt billede af dets alsidighed.
Ser man på længden af kapitlerne og antallet af illustrationer, er det tydeligt, at det er de geografiske, klimatiske forhold, praktisk livsførelse, religionsforhold, krigsførelse samt naturhistorie, forfatteren har haft mest at sige om.
Senere udgaver af Historia
Olaus Magnus værk blev yderst populært. Inklusiv første udgaven fra 1555 udkom værket frem til 1669 i 23 mere eller mindre forskellige versioner og oversættelser af hele værket eller i uddrag og referat. Nogle inkluderede også dele af Johannes Magnus’ værker. Nogle versioner var helt uden illustrationer og i mindre format, enkelte var i stort format og med illustrationer og kort, dog oftest langt fra originalens. De første forkortede udgaver udkom allerede som små piratkopier. I 1558 på latin, i 1561 på fransk, i 1561 på latin, i 1562 på henholdsvis latin og nederlandsk. I 1565 udkom en version på italiensk i stort format, med mange og nyt kobberstukket kort. Den første tyske version udkom i 1567, den første engelske 1658. Beskrivelserne af Nordens natur, herunder de fantastiske søuhyrer, ukendte folkeslag og trolddom langt mod Nord, blev medtaget i de fleste senere, forkortede udgaver. Historia er endnu ikke oversat til norsk, men kom for første gang på svensk i perioden 1901–1951.
Olaus Magnus’ kildemateriale
En væsentlig del af Historia stammer fra andre forfattere. Olaus Magnus refererer bogen igennem enten med direkte kildeoplysninger og citater, eller han gengiver tekststykker uden henvisning. I renæssancens ånd er det et omfattende skriftligt kildemateriale, han refererer til. De historiske oplysninger om Nordens fortid kommer i vid udstrækning fra Saxos Danmarkshistorie fra 1200-tallet, Adam af Bremens Krønike fra 1000-tallet og Albertus Magnus zoologiske værk fra 1200-tallet.
I lighed med andre forfattere af geografiske beskrivelser på dette tidspunkt, sammenholder Olaus Magnus kendte forhold med forhold i det fremmede. Fx beskriver han, hvordan Stockholm er anlagt på øer på samme måde som Venedig. For at overbevise den centraleuropæiske læser om sandhedsværdien af sin tekst giver Olaus Magnus, som det var praksis i tiden, sit værk autoritet ved at henvise til parallelle beskrivelser og forklaringer hos antikke forfattere. Især refereres eller parafraseres til Plinius den ældre, Aristoteles, Jordanes og Strabo.
Både i forhold til Carta marina og Historia benytter Olaus Magnus desuden egne oplevelser, førstehåndsberetninger og mere generelle samtidige oplysninger, ligesom han benytter sig af enkelte samtidige bøger. Johannes Magnus, der i 1526 gjorde en visitationsrejse til Norrland og Jämtland, bidrog også med indtryk og viden til sin bror.
Johannes Magnus havde medbragt et omfangsrigt materiale om Norden hjemmefra. Desuden havde han under sit ophold i Rom i begyndelsen 1519–1523 kunnet få oplysninger fra blandt andre den norske ærkebiskop Valkendorf, Olav Engelbrektson, der senere blev den sidste katolske ærkebiskop i Norge. Også forstanderen for Birgittahuset Peder Månsson og kartografen Jacob Ziegler udvekslede informationer med Johannes Magnus. Ifølge Ziegler selv fik han allerede på dette tidspunkt mulighed for at læse Johannes’ beskrivelse af Skandinavien. Allerede ved afrejsen fra Sverige, må Johannes Magnus altså have haft ambition om at skrive om i hvert fald Sveriges historie.
Den Nordenkyndige Valkendorf døde lige før, Olaus nåede til Rom i 1533, og det er ikke dokumenteret, at de mødte hinanden. Olaus henviste imidlertid som den første til Valkendorfs nu berømte brev fra 1520 til pave Leo X om forholdene i Nord. Han angav at have læst brevet i Vatikanbiblioteket. Mange af brødrenes kilder til samtidig viden om for eksempel Grønland er ikke fastlagt.
Liv og natur i norden
Det er et stort område, Olaus Magnus beskriver. Fra vulkaner på Island og kajakker i Grønland til handel i Torneå uden ord eller penge. Den største del af værket omhandler Skandinavien.
I forhold til Nordskandinavien, adskiller Olaus Magnus’ beskrivelser af geografi og levevis sig fra samtidens generelle viden. Hans beskrivelser af vinter og kuldens indvirkning er både poetiske og de første af deres slags. Som den allerførste illustrerer han forskellige former for iskrystaller/snefnug.
Olaus Magnus gør fuldstændig op med tidligere tiders myteprægede ide om,
at folkene længst mod nord er vildmænd, tættere på dyrene end på
mennesker. Der er i Historia ingen sammenblandinger
af mennesker og fantasifostre. Folket mod nord kan opfattes som
umenneskelige, men det skyldes uvidenhed, skriver Olaus Magnus. De har
ikke pels, men bærer pels, fastslår han i bog 4 af
Historia.
Der er naturligvis mange informationer i Historia, som i dag kan afskrives fuldstændig. Desuden inkluderer bogværket en del oplysninger om forhold, der intet har med Norden at gøre, ligesom en del af selv de naturhistoriske oplysninger er rent mytebaserede. En række af de geografiske og fysiske forhold er imidlertid overraskende præcise eller nye for 1500-tallet. Olaus Magnus’ grundige beskrivelse af livet underlagt polardøgnets vilkår er meget detaljerede og har ganske givet fascineret hans publikum.
En forklaring af, at svalerne sover på bunden af søerne om vinteren, er selvfølgelig forkert, men er ikke desto mindre det første forsøg på at forklare fænomenet trækfugle. Hans beskrivelse af plagen ved myg og knott baserer sig tydeligt på egne erfaringer.
Olaus Magnus oplevede selv forskellige former for fiskeri. Han beskriver i detaljer blandt andet sildefiskeri i den Botniske Bugt, laksefiskeri, torskefiskeri og hvalfangst langs Norgeskysten. Europæerne kendte udmærket til fx sild fra Sverige og stokfisk fra Lofoten, men fik nu også beskrivelser af fiskemetoder, forarbejdning og transport. Især de mange detaljer om hvalfangst, og hvordan hvalen bruges som ressource på forskellig måde, er unikke for tiden.
Olaus Magnus har lange kapitler om de forskellige dyrearter. Sidste bog af Historia omhandler for eksempel udelukkende insekter og giver vejledning til hvordan man holder bier. Næstsidste bog omhandler søuhyrer, en af de mest berømte dele af Olaus Magnus’ samlede arbejde. Han benytter sig af tidligere kilder og nyere observationer. En række af beskrivelserne er ganske fantasifulde, og især billederne fra dette kapitel har overlevet igennem tiden. I forhold til myter om store fisk og uhyrer i havet, skriver Olaus Magnus, at der findes typer af fisk, han inkluderer hvalerne blandt fiskene, der lever på så store dybder udfor den norske kyst, at de aldrig viser sig for mennesker. Han sammenligner dem med venetianere, der aldrig forlader byen.
Tidlig beskrivelse af den samiske kultur
Beskrivelserne af naturfolkene længst mod nord er blandt de dele af Historia, der indgår i stort set alle senere, forkortede udgaver. Disse fremmede folkeslag har fascineret en europæisk elite, som var vant til beskrivelser af ”vilde” folk fra andre verdensdele.
I sine beskrivelser af folkene yderst i Nord sammenblander Olaus Magnus ofte flere befolkningsgrupper. Det er således ikke altid nemt hverken i teksten eller på illustrationerne at adskille hvilke informationer, der omhandler samisk kultur, og hvilke der hører til andre kulturer. Enkelte oplysninger virker endog til at dreje sig om naturfolk fra fjerne breddegrader. Desuden har han en tendens til at kombinere samtidige oplysninger med historiske myter i stadig højere grad, desto længere ud i kanten af Europa hans fortælling kommer.
Historia er alligevel, trods en del fantasifulde indslag, ganske unik ved sin beskrivelse af samisk levevis med deres forskellige karakteristika på tværs af den skandinaviske halvø og Kolahalvøen. Næst efter Ziegler, og i nogen grad à Goes, er Olaus Magnus den første, som beskriver den samiske kultur i detaljer. Han gennemgår bl.a. samisk nomadetilværelse, boliger, påklædning, jagtmetoder og forholdet til renen.
Olaus Magnus nævner ritualer hos flere grupper hedninge, men især endnu ikke kristnede samer, synes at have haft hans bevågenhed. Han henholder at disse vil blive gode katolikker, når de omvendes. Han fremstiller renerne som sublime dyr under de kolde forhold. At han hævder, de bruges til at trække vogne og som ridedyr, samt at de har tre separate horn, vidner måske om, at han primært har set dem på afstand. Eller at det er et halvt liv siden, han så dem i virkeligheden. I forhold til hans samtid, må den positive fremstilling af samerne som et folk med mange fremragende karakteregenskaber have gjort indtryk. Hans fremhævelse af de samiske kvinders skønhed og evner udi jagt virker bemærkelsesværdig.
Trolddom fra nord
Beskrivelser af trolddom i nord fylder flere kapitler i Historia. Allerede i første kapitel, hvori Olaus Magnus beskriver folket allerhøjest mod nord, Biarmland, på Carta marina placeret som den øverste del af Kolahalvøen, nævner han, hvordan disse folk kæmper med trolddom i stedet for våben. De ændrer vejret, kaster onde øjne og forbandelser og forhekser folk.
Senere beskriver han magi knyttet til den samiske kultur, som for eksempel vindmagi. Samerne, og finnerne, sælger vindknuder, der kan give skibe fremdrift, udøver spådomskunst og bruger trolddomspile. Han kommer derudover ind på magiske aspekter af norrøn gudelære og trolddom udøvet af historiske figurer. Desuden beskriver han djævledyrkelse i kristen forstand. Hans billede af en heks, der hentes af en djævel, er et af de mest berømte billeder fra Historia.
I bog 3 fastslår han, en smule selvmodsigende, at ingen i Norden efter kristendommens indførelse udøver trolddom længere. Bemærkelsesværdigt forklarer han også, at trolddom i virkeligheden er ren fantasi og illusion. Disse udsagn blev imidlertid ignoreret af samtiden. Hans gruopvækkende beskrivelser af trolddom er blandt emnerne inkluderet i de fleste senere udgaver og forkortelser af Historia og får afgørende betydning i for en centraleuropæisk opfattelse af Norden som hjemsted for trolddom og djævelskab. Især gennem den franske jurist Jean Bodin får Olaus Magnus væsentlig betydning for de europæiske hekseforfølgelser. Jean Bodin referer gentagne gange til Olaus Magnus i sin berygtede og indflydelsesrige bog om hekse Démonomanie fra 1580.
Olaus Magnus stod fadder til klimateorien, tanken om at et koldere og mere krævende klima skaber et stærkere og mere modigt folk. Tanken har haft mange tilhængere gennem tiden. Olaus beskriver blandt meget andet, hvordan det kolde nord giver folkene særlige egenskaber og dermed udfordringer for den, der vil indtage områderne. Folket mod nord udnytter klimaet i deres krigsførelse og dygtiggørelse. Hele bog 11 i Historia omhandler krigsførelse ved vintertid. Han illustrerer bl.a. hvordan unge mænd bliver oplært gennem sneboldkamp.
Johannes Magnus’ beskrivelse af rækken af Svenske konger, Gothernes historie, trækker, som andre historikere på denne tid, linjer tilbage til tiden efter syndfloden. Brødrene Magnus’ folk nedstammer fra Noahs barnebarn Magog, skrev Johannes. I dag er Johannes’ mytebaserede historieværk svært forståeligt, og det adskiller sig derfor markant fra Olaus Magnus rimelig let tilgængelige tekst. At Olaus Magnus delte sin brors historiesyn, ses blandt andet på oversigten over folkeslag nedstammende fra goterne på Carta marina. Begge brødre henviste til goternes erobring af Rom i 500-tallet, en situation den katolske kirke skulle frygte ville gentage sig, hvis ikke man sikrede sig, at folket mod Nord var gode katolikker. En sådan henvisning blev naturligvis forstærket af den nylige plyndring af Rom.
Magnus-brødrenes arbejder betød en styrkelse af den såkaldte goticisme, der påvirkede svensk selvforståelse især i 1600-tallet. Referencer til Johannes og Olaus Magnus ses selv i dag hos dyrkere af den såkaldte ariske race.
Det autoritative værk om Norden
Historia, suppleret af Carta marina, har en enormt betydningsfuld plads i litteraturen om Norden. Trods andre, mindre skrifter om de nordiske områder i samtiden, blev Olaus Magnus’ værk den autoritative kilde. Forfattere og intellektuelle indenfor mange genrer refererede til Olaus Magnus bog. Interessen for det mystiske Norden blev ikke mindre i løbet af 1600-tallet, og Olaus Magnus fik hovedrollen i Centraleuropas forestilling om det yderste af kontinentet. Blandt de skønlitterære forfattere, der lod sig inspirere af Historia, finder man både Cervantes og John Stuart Mill.
Historia blev efterfulgt af et andet stort, svensk værk om de nordligste egne, da Johannes Schefferus udgav sin Lapponia i 1673. Schefferus blev sendt til Sapmi blandt andet for at undersøge de mange rygter om trolddom, der altså stammede direkte fra Olaus Magnus. Historia er en af vigtigste kilder til Lapponia. I 1767 udkom Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper deres Tungemaal, Levemaade og forrige Afgudsdyrkelse, der også blev udgivet i en tysk og en latinsk udgave. Trods de to hundrede års tidsforskel, brugte også Leem informationer fra Olaus Magnus.
Olaus Magnus’ værk er en allestedsnærværende mastodont, som alle senere nordenbeskrivelser har måttet forholde sig til. Det enorme område den dækker, både geografisk og emnemæssigt, gør det til en unik og uudtømmelig historisk kilde.
I dag forskes der bredt i Olaus Magnus internationalt, og hans søuhyrer har overlevet på alt fra bogomslag til designerkjoler.