Olaus Magnus

Nordens beskriver 

Svenskeren Olaus Magnus (Oktober 1490, Linköping, Sverige – 1. august 1557, Rom) var den sidste katolske ærkebiskop i Sverige. Han er kendt som Nordens første beskriver med sit kort Carta marina fra 1539 og sit store bogværk Historia de gentibus septentrionalibus [Historien om det nordiske folk] fra 1555.

Carta marina var det første kort, der i detaljer viste Nordens geografi, natur og kultur. Kortet er et kartografisk nybrud og viser desuden et væld af indlandsdetaljer, såsom byer og bjergkæder, natur og kulturliv. Historia var den første større monografi over de nordiske områder. Bogen rummer en enorm mængde informationer om natur- og kulturforhold ikke tidligere beskrevet, illustreret med hundredvis af træsnit. Begge værker fik banebrydende betydning for samtidens og eftertidens indtryk af og viden om egnene længst mod nord.

Patriotisk katolik i eksil 

Olaus Magnus levede i en urolig tid. Skiftende politiske alliancer, krige og reformationens gennembrud blev styrende for hans liv og dannede grobund for en stærk patriotisme og behov for at udbrede viden om Norden.

Olof Månsson, navnet senere latiniseret til Olaus Magnus eller Olai Magni, blev født i 1490 i Linköping. Hans forældre var borgerlige, men familien havde tætte kontakter til den katolske kirke. Olaus Magnus havde to brødre og tre søstre, hvoraf den to år ældre Johannes Magnus blev hans følgesvend gennem mange år. Olaus gik i katedralskolen i Linköping og muligvis Skara, hvor både han og Johannes udmærkede sig som dygtige elever. I 1505 var han på rejse til Oslo og fra 1510 studerede han i Rostock og fik universitetsgrad i Köln i 1514. I Sverige bestred både Johannes og Olaus Magnus en række forskellige kirkelige embeder. Olaus Magnus fungerede bl.a. som skriver for biskop Hans Brask i Linköping stift, som kannik i Västerås og Linköping, som præst i Storkirken i Stockholm og fik i 1523 titel af domprovst i Strängnäs.

Fra foråret 1518 til efteråret 1519 foretog Olaus Magnus en rejse fra Uppsala mod nord, se nedenfor. Tilbage fra sin rejse overværede han i Stockholm kroningen af den danske konge Christian 2. som konge af Sverige og det efterfølgende så berygtede stockholmske blodbad 4.-7. november 1520, hvori Christian 2. henrettede en stor del af den svenske adel. Dette kapitel i skandinavisk historie beskrev Olaus Magnus i en sjælden øjenvidneskildring bagerst i et eksemplar af Saxos danmarkshistorie. Den befinder sig nu i Kungliga Biblioteket i Stockholm.

Efter langvarig krig mod den danske konge valgtes i 1523 svenske Gustav Vasa til konge af Sverige. Gustav Vasa havde et tæt om end ikke uproblematisk forhold til Johannes og Olaus Magnus. Fra 1519 til 1523 opholdt Johannes Magnus sig i Birgittahuset i Rom, samlingssted for svenske katolikker i byen, som svensk delegeret i pavestaten. Da Johannes vendte tilbage til Sverige, blev han i en alder af kun 35 år, udnævnt af Gustav Vasa til ærkebiskop af Sverige i stedet for den danskvenlige Gustav Trolle, som var flygtet til Danmark i 1521. Ærkebiskoppen i Uppsala var overhoved for den svenske kirke og sad lige under kongen i den svenske Riksforsamling.

Kong Vasa sendte med det samme Olaus Magnus til Rom for at få pavens godkendelse af Johannes Magnus’ udnævnelse. Dette lykkedes ikke, men da Gustav Trolle var i landflygtighed, blev Johannes udnævnt som administrator af ærkebispedømmet. Først 10 år senere, da Gustav Vasa for alvor havde brudt med den katolske kirke og indsat en lutheransk ærkebiskop, fik Johannes Magnus sin ordination af paven.

Udrejsen i 1523 blev Olaus Magnus sidste. Han vendte aldrig tilbage til Sverige. Olaus Magnus var i Rom fra januar til august 1524, hvor han bl.a. fungerede som midlertidig forstander for Birgittahuset. I de følgende år udførte han en række diplomatiske ærinder for Gustav Vasa i Nederlandene, Polen og Hansestæderne.

Fra slutningen af 1526 til 1537 boede Olaus og Johannes Magnus, afbrudt af enkelte rejser, i den lille, svenske eksilkoloni i Gdansk. Fristaden Gdansk, i dag beliggende i Polen, var hjemsted for et stort antal humanister og intellektuelle. Brødrene fik her mange personlige og faglige kontakter. Olaus Magnus fungerede fra dette tidspunkt som sekretær for sin bror og ernærede sig desuden som blandt andet kannik i domkirken i Frauenberg. I Gdansk begyndte Olaus arbejdet med Carta marina, og Johannes skrev manuskriptet til sin bog om ærkebispesædet i Uppsalas historie, Historia metropolitanae ecclesiae Upsaliensis.

I 1529 anmodede Gustav Vasa brødrene om at komme tilbage til Sverige, men de afslog pga. reformationen i hjemlandet. I 1531 konfiskerede kong Vasa derfor brødrenes ejendomme og værdier i Sverige. Herefter levede de to brødre i eksil, på nåde og velvilje fra forskellige mæcener og gejstlige. Det kostede penge at være de facto ærkebiskop, Johannes havde bl.a. seks tjenere med sig fra Sverige. Deres dårlige økonomiske forhold var en vedvarende byrde fremover. Trods religiøs uenighed vedblev Olaus Magnus i nogen tid at udføre enkelte opgaver for Gustav Vasa. De to brødre påbegyndte nu i eksil deres ihærdige kamp for at få genindført katolicismen i Sverige.  

De efterfølgende år blev præget af adskillige rejser i nutidens Italien. I 1537 solgte brødrene deres sidste ejendele og rejste til Mantua, hvor Johannes Magnus skulle deltage i et længe ventet kirkemøde. Mødet blev udsat, og brødrene kom til Rom i efteråret. Johannes var på dette tidspunkt meget svækket af en øjensygdom og efter et fald fra en vogn. Han genvandt aldrig helbredet, og Johannes’ sygdom blev endnu en kilde til mismod hos de to brødre. Kirkemødet blev i første omgang flyttet til Vicenza, hvortil brødrene også rejste i 1538, men mødet udsattes igen, og fra september 1538 til slutningen af 1540 opholdt de sig som gæster hos patriarken af Venedig, Hieronymus Quirini.

Venedig var samlingspunkt for handel og intellektuelle, bogtrykkere, træskærere og kartografer. Opholdet i byen var et velkomment åndehul for de omflakkende, forarmende brødre. Quirini lånte Olaus Magnus midler til at trykke Carta marina, og Johannes Magnus færdigskrev manuskriptet til Historia de omnibus Gothorum Sveonumque regibus om Sveriges konger til alle tider. I slutningen af 1540 blev Johannes og dermed Olaus til deres fortrydelse igen kaldt til Rom. Johannes døde i Rom den 22. marts 1544 uden at opleve begyndelsen på det vigtige kirkemøde. Olaus foranledigede, at han blev begravet i Peterskirken.

Den 26. oktober 1544 blev Olaus Magnus ordineret som sin brors efterfølger som katolsk ærkebiskop over Sverige af pave Paul III. En titel han som landflygtig kun havde af navn.

Olaus Magnus og kontrareformationen

Olaus Magnus engagerede sig aktivt i kontrareformationen. Som ærkebiskop deltog han ivrigt i de første to dele af det længe ventede kirkemøde i Trent/Bologna 1545-1549 og 1551-52, hvor landenes biskopper og politiske repræsentanter søgte at imødegå splittelsen i den kristne kirke. Den politiske situation i Olaus Magnus’ Europa var uhyre kompleks. Reformationen førte til intern splittelse i landene, Frankrig og det Tysk-romerske kejserrige var i krig flere gange. Forholdet mellem paven og de andre europæiske ledere var anstrengt, hvilket blandt andet førte til Karl V’s belejlig af Rom og hans lejetroppers efterfølgende plyndring af byen i 1527. Det var vanskeligt at samle repræsentanter fra alle lande og alle dele af kirken, herunder de reformerte. Da mødet endelig åbnede i alpebyen Trent, var Olaus den ene af bare fire ærkebiskopper til stede.

Mødet blev en langvarig affære, bl.a. pga. den lange afstand til Pavestolen. Det tog et ildbud mere en seks dage at nå fra Trent til Rom. Olaus havde det imidlertid tilsyneladende godt i Trent. I et brev til sin ven og velynder Kardinal Farnese skrev han i 1545 begejstret om vejret i Alperne. Det sneede og var koldt i Trent, så svenskeren, der ikke havde set sit hjemland i mere end tyve år, følte sig hjemme. Ventetiden mellem forhandlingerne brugte han blandt andet til at fortælle om sit hjemland. Historia er dedikeret til Adolf af Schaumburg, ærkebiskoppen i Köln, der under anden del af kirkemødet havde udspurgt ham om Norden, og hvordan man levede i så streng kulde. En stor del af manuskriptet til Historia blev færdiggjort i løbet af de to afdelinger af kirkemødet. Olaus var en vigtig informant i forhandlingerne hvad angik politiske og religiøse forhold i Norden, kejserriget og Polen.

Et eksempel på Olaus Magnus’ kontrareformatoriske virke var hans bidrag til den radikale, ikke officielle inkvisition i Venedig. Han nævner i et brev fra 1549 sig selv som medforfatter til et venetianske index over forbudt litteratur og beskriver i sin selvbiografi, hvordan han for eksempel deltog i en bogafbrænding på Markuspladsen i 1548.

En berømt rejse mod Nord 

Olaus Magnus blev i 1518 efter eget udsagn sendt nord på af pavelig legat Archimboldus for at sælge aflad til fordel for byggeriet af Peterskirken. Det er meget usikkert hvortil og hvor langt nord, Olaus Magnus præcist rejste. Han skriver, at han var i en højde af 86 grader nord, hvilket på Carta marina svarer til en breddegrad mellem Torneå og Pello i den nordlige del af Finland.

Da Olaus Magnus den 18. maj 1518 red nordpå, fulgte han ganske givet den svenske kyst på vestsiden af den Botniske bugt. Området omkring og lidt nord for den Botniske bugt afbillede han og beskrev mere detaljeret, end det var gjort tidligere. Han red i forsommeren 1518 gennem den nordlige del af Hälsingland. Han beskriver i Historia, hvordan han i 1518 sejlede i elvebåde, sammensyet med sener. Han skriver også, at han i 1518 bevidnede samernes evner udi bueskydning ved ophold i deres landsdel. Det synes rimeligt, at han i hvert fald mødte den samiske kultur nord for Jämtland, svarende til hans betegnelse ”lappia occidentalis” på Carta marina.

Olaus skriver flere steder, at han var i Norge. Muligvis tog han fjeldvejen over Sylarna, men han beskriver ikke direkte personlige erfaringer. Det har været antaget, at han nåede til Trondheim, men der er ingen direkte kilder til dette og den vigtige by er kun nævnt meget kort i Historia. Han synes at have tilbragt en stor del af vinteren 1518-19 i Norge. Olaus Magnus nævner for eksempel, han har sejlet på Norskehavet. Her oplevede han blandt andet, hvordan harpespil kunne tilkalde delfiner, så båndorme (nemertea) langs Norges kyst og langt ude på havet oplevede han indsamlingen af ambra fra kaskelothvaler. Han giver detaljerede informationer om for eksempel fiskeri i Lofoten, og hans rejse kunne udmærket stemme overens med højsæsonen for torskefiskeriet, men der er heller her specifikke referencer til egne oplevelser.

I midten af juni 1519 var han tilbage i Sverige, i Torneå i bunden af den Botniske bugt. Det livlige midsommermarked her gjorde indtryk på ham. Han beskriver hvordan mange folkeslag fra Nord handlede med hinanden. Han har i løbet af opholdet i Torneå haft god mulighed for at lære om de forskellige befolkningsgrupper fra Sverige, Norge, Finland, Karelen og Hviderusland samt indsamle generel viden om et meget stort område. Han nævner, han i 1519 blev reddet fra et skibsforlis vha. sømærket Bjuröklubb i den nordlige del af Västerbotten. Det antages, at han sejlede langs svenskekysten tilbage mod Stockholm.

Uanset hvor Olaus Magnus præcist rejste, gennemsyrer hans personlige oplevelser af Norden i alle årstider både hans kort og bog.

I dag forskes der bredt i Olaus Magnus internationalt, og hans søuhyrer har overlevet på alt fra bogomslag til designerkjoler.

Forfatter: Kira Moss

Bilder

Kart